Hvordan jeg fik burmesere!
Jeg tror, jeg har haft kat(te) det meste af mit liv.
Den første kat, en almindelig stribet huskat fik jeg, da jeg var 4½ år gammel. Min far
kom hjem fra arbejde med 2 katte, en hankat til min storesøster og en hunkat til mig. Min
kat holdt til alle "huskattens strabadser" i 11 år.
Som I kan forstå, kom der killinger mindst 2 gange om året. Denne tidlige opvækst med
katte har gjort, at da jeg fik mit eget hjem med mand og børn, var jeg indstillet på at
få husdyr.
Først da børnene var store nok til at respektere et dyr, anskaffede vi os en kat. En
kollega havde en del killinger. Jeg faldt for en "blå" pige med en lille hvid
plet. Denne kat overlevede ikke sin første løbetid. Hun blev kørt over. Hun havde
været en kærlig, snakkesalig og livlig kat. Savnet af hende var stort.
Vi var klar over, at der var noget "racekat" i hende, så derfor begyndte vi at
søge oplysninger om racekatte. Vi blev enige om, at hun måtte være en halv burmeser
eller måske en halv russer.
Killingelister blev anskaffet - der var kun burmesere på listerne. - Opdrættere blev
ringet op. Vi forhørte os om farve, køn og pris. Valget faldt på en ca. 10 uger gammel
blå hunkilling fra Alice Olsen i Birkerød. Vi tog af sted for at hente
"damen". Hun var én ud af en flok på 8. Der var 4 blå og 4 lilla, men kun en
blå hun. Den livligste af dem alle. Med hensyn til udstillingsstandard anede vi
ingenting. Det skulle bare være den blå pige. Her og nu, og der var slet ikke tale om
udstillinger og opdræt.
Da familien nu havde anskaffet racekat, ville vi også se, hvordan en burmeser skulle se
ud. Derfor tog vi ud for at se på katte på en udstilling i Jyllinge. Om kattene lignede
vores blå pige, kan jeg ikke huske. I 1984 da Dina, den blå pige, blev 1½ år gammel
skulle vi prøve med et kuld killinger.
En hankatteejer blev kontaktet, og Dina sendt på visit. Denne visit resulterede i 8
killinger. Vi var lamslået! Hvad gør man med så mange killinger på én gang?
Dyrlægen syntes, at alle killinger var sunde og levedygtige. Vi ringede til ammetjenesten
efter hjælp, men de kunne ikke henvise os til nogen, som havde en kattemoder, der havde
mistet sine killinger. Vi ringede til en erfaren katteopdrætter, som fortalte, at naturen
i løbet af et par dage selv ville vælge de svageste fra, eller måske ville kattemoderen
kunne klare dem alle, men hvis vi ville hjælpe Dina, kunne vi hjælpe til med
sutteflaske.
Som sagt så gjort. Killingerne blev vejet hver dag. De killinger, som ikke øgede
vægten, blev forsøgt fodret hver 3. time. Det var hårdt. Vi lagde dem på ryggen, som
et barn og stoppede sutteflasken i munden, men killingerne var meget besværlige, de ville
bestemt ikke ligge på ryggen. For at kende forskel på de 6 brune og 2 blå killinger,
havde vi smurt neglelak på et af forbenene eller bagbenene.
Dina gjorde alt for sine små, hun lagde sig på ryggen, så alle kunne komme til, og hun
vaskede dem tidligt og silde, så vi troede huden ville blive slidt op. Alle 8 overlevede.
Her begynder så min opdræts- og udstillings- karriere, men på dette
tidspunkt anede jeg intet herom. For at sælge mine små, deltog jeg på min 1.
katteudstilling. Kuldet blev tilmeldt, og en opdrætter hjalp os med at udvælge en af de
2 brune hanner, som skulle på dommerbordet. En anden fortalte os, at den lille blå pige
i kuldet var den bedste, så den yngste af mine piger tiggede for at beholde hende, så
det gjorde vi. Hun var også en hel del bedre end moderen.
På dette tidspunkt sagde vi - ALDRIG killinger igen. Tænk hvis vi igen fik 8
killinger, som skulle fodres døgnet igennem. - MEN, 2 år senere var vi på den igen. Vi
var såmænd også fortsat med udstillingerne, men kun på Sjælland og kun 1-dags-
udstillinger. - Og siden er det gået slag i slag. Jeg deltager i 1- og
2-dagesudstillinger i ind- og udland. Killinger har jeg også fået en hel del af.
Mit egentlige opdræt starter med indkøbet af 2 lilla hunkatte Spiro's Suzette i 1987og
Spiro's Platina Paya i 1988 samt samme år den chokolade hankat Hiawata of Stenius.
En af disse 3 katte findes bag ved næsten alle Bjelke-opdrættede katte.